Beige er råuld – uld, fattigdom og farvens historie

Udstillingens titel er BEIGE er RÅULD — og den forbindelse er ikke tilfældig. Ordet beige betød engang råuld. Det optræder første gang i sin nuværende stavemåde i den franske forfatter Edmond de Goncourts roman La fille Elisa fra 1877, hvor det bruges til at beskrive farven på den simple kjole, straffefangen Elisa bærer i kvindefængslet. Råuld og den uforarbejdede beige farve har gennem kunst- og kulturhistorien været knyttet til fattigdom og underklassen — den billigste og mest direkte vej til varmt tøj på kroppen. I dag er beige paradoksalt nok gledet ind i overklassens farvepalet som en raffineret, kunstigt frembragt nuance. Jette Gejl ønsker at trække farven tilbage til sit udgangspunkt.

Det første og mest rystende af udstillingens tre hovedværker er genskabt direkte fra historien: Elisas fængselskjole. Jette Gejl har håndvævet stoffet fra grunden — kartet, spundet og vævet — og syet kjolen efter rekonstruerede franske mønsteroplæg. Den færdige kjole er herefter udstyret med særdeles følsomme mikrofoner, der koblet til en forstærker sender lyden ud i det mørkelagte kølerum, som kjolen er spærret inde i. Bag dobbeltstglas i en plexiglasboks med små lufthuller myldrer møllene, der langsomt æder sig igennem kjolen. Lyden af fortæringen fylder rummet som en hvid støj. Når man åbner døren, tændes et svagt LED-lys i boksen og oplyser kjolen i mørket. Værket er et kredsløb mellem håndarbejdets nytteværdi og uldens langsomme tilbagevenden til kompost.

Det store udstillingsrum er domineret af det andet store værk: Legemet. Et kæmpestort legeme af filt hænger fra loftet som i frit fald, spændt ud i rummet, hejsbart i trisser så det kan møde publikum i den højde, de ønsker at arbejde. Gulvet og reolerne rundt om er besat med råuld i alle stadier af forarbejdning — uldfrakker klippet direkte fra fårene, rullet sammen med halm, tæger og skidt, der spreder en gennemtrængende lugt af får og lanolin; store baner af kartet uld i blød, beige rullet form. Legemet er ifølge Jette Gejl en fysisk metafor for den til alle tider eksisterende underklasse, og det er ufærdigt med vilje: publikum inviteres til at nålefilte tekster, billeder og mønstre direkte på overfladen og dermed sætte sit eget aftryk på kroppen.

Det tredje værk er et stort, vævet billedtæppe med motiv af fårehyrder fra et fransk marsklandskab. Hyrderne balancerer på stylter — et historisk arbejdsredskab, der gav fart og overblik i det ujævne terræn og over fåreflokken. I Gejls vævede fortolkning er uld fra forskellige fåreracer indvævet så motivet får en tredimensional, levende tekstur. Parallelt hermed har Gejl opspændt en stor tom trend med et ulvemotiv, der stirrer ud på publikum og over på hyrdetæppet. Her kan besøgende spinde garn og selv indvæve det i det nye billedtæppe — og blive medskaber på et motiv, der sætter rovdyr og hyrder, fortid og nutid op over for hinanden.

Alt dette omkranses af spindestuen i det forreste rum, hvor kartere, rokke og bordvæve står klar til fri afbenyttelse. Her kan man tage ulden i hånden og mærke, hvad der sker, inden stof bliver til stof.

Noget sker, når man har rå uld mellem hænderne. Den modsætter sig. Den lugter. Den hænger fast i fingrene på en måde, der minder om, at den for nylig sad på et levende dyr. Det er præcis den erfaring, udstillingens workshopprogram åbner op for.

I spindestuen i det forreste rum er rokke og kartere opstillet til fri afbenyttelse — ingen obligatoriske anvisninger, ingen streng instruktion. Idéen er, at publikum finder ud af det intuitivt, hjælper hinanden og lader materialet vejlede. Man kan karte, spinde og forsøge sig med bordvæv, og man kan tage det i det tempo, ulden indbyder til.

I det store rum venter Legemet. Her kan man sætte sig med nålefiltningsnåle og arbejde sig ind på den enorme filtede overflade — brodere tekst, billeder eller mønstre ind i det hængende legeme og se det langsomt forvandles under fælles hænder. Til sidst er der trenden med ulvemotivet, hvor man kan spinde garn og indvæve sine egne strenge i det kommende billedtæppe — og på den måde bidrage til et værk, der vokser gennem hele udstillingsperioden.

Jette Gejl er selv til stede udvalgte dage, hvor hun introducerer til teknikker og metoder og fortæller om uldens mange egenskaber og den historie, der gemmer sig i materialet. Præcise datoer finder du under Praktisk information.