KUPILÆUM – ni kunstnere dækker op i provinsen
Arrangør: Kunst-Doseringen Lokation: Kunst-Doseringen
Bordet er dækket. Ikke med porcelæn og sølvtøj, men med kunst.
Efteråret 2025 inviterer kollektivet KUP – kvindeligt univers i provinsen – til KUPILÆUM – the Dinner Party på KUNST-Doseringen i Stubbekøbing. Det er en dobbelt fejring: fem år siden KUP blev stiftet, og en hyldest til Judy Chicagos ikoniske The Dinner Party fra 1970erne – det monumentale værk, der dækkede op ved bordet til kvinder, der altfor længe havde manglet en plads. KUP gentager bevægelsen og sætter ni kunstneres værker til bords på Sydhavsøerne.
Ni kunstnere dækker op i provinsen
Hvem inviteres med ved bordet – og hvem gør ikke? Det spørgsmål stillede Judy Chicago i 1970erne, og KUP gentager det nu med ni kunstnere forankret i en geografi, omverdenen kalder provinsen.
Judy Chicago skabte The Dinner Party fra 1974 til 1979 sammen med et kollektiv af kvinder og mænd. På et langbord formet som en trekant er der dækket op til 39 kvinder med historisk, mytisk og kunstnerisk baggrund – og yderligere 999 kvinder er inskriberet i selve kunstværket. Spørgsmålet, der lurer under den omhyggeligt dækkede dug, er stadig provokerende enkelt: hvem inviteres med ved bordet – og hvem gør ikke?
KUP spiller videre på dette spørgsmål, men forankrer det i en meget konkret geografi: provinsen. Kollektivet blev stiftet for fem år siden på det daværende NU Galleri i Næstved og har siden haft udstillinger og happenings på Sydsjælland og øerne. Alle ni medlemmer er kvinder, der på forskellig vis er tilknyttet det, omverdenen kalder provinsen. I KUP er der en bevidst humor i brugen af ordet – for provinsen bruges sjældent af provinsen selv. Det handler først og fremmest om at skabe steder at lave og vise kunst fra; steder udenfor, som ikke er domineret af storbyen.
Til KUPILÆUM – the Dinner Party bringer de ni kunstnere hver sit til bordet.
Pia Rönicke arbejder mellem tekst, skulptur og film, og til udstillingen vandrer hun ind i Lolland-Falsters landskab for at kortlægge de vandhuller, der engang var der – og nu er forsvundet. En kortlægning af det uhørte og det usynlige, forbundet til en geopolitisk virkelighed.
Ulla Hvejsel har i øjeblikket mest lort i hovedet – og det er ment helt bogstaveligt. Hendes research-baserede praksis undersøger med både alvor og humor de muligheder og problemer, der gemmer sig i lort og tis: i bygas, i landbruget og i økonomien.
Heidi Hove arbejder skulpturelt med det, hun finder og samler – fra fundne objekter til figurer hugget ud med motorsav. Ophav, forankring og genanvendelse sættes i spil i et tvetydigt sprog, der giver tilstandene plads til at forrykke sig.
Jette Ellgaard tager tråden fra sit vestjyske hjemsogn, hvor forsamlingshuset netop fejrer hundrede år. Til udstillingen væver hun en bordløber af korn og tekstiler fra huset og skaber et lydværk – menneskelig erindring og fællesskab, strikket ind i selve materialerne.
Camilla Nørgård samler og indsamler – gerne over lang tid og tæt på stedet. Da stormen i 2023 fik to meter af skrænten ved Hestehovedfyr til at skride, kom fragmenterne af to brændeovne til syne, gemt af tidligere fyrejere. Disse fragmenter er fundamentet for en totalinstallation, der væver fund og tid sammen.
Marianne L. Jørgensen arbejder med tegning, skulptur og installation og ønsker at skabe det, hun kalder refleksive rum – steder, hvor der opstår en poetisk lethed og en intimitet mellem beskueren og værket, uden at noget konkret dikterer oplevelsen.
Dorte Buchwald bruger sin egen sansemæssigt overintense oplevelse af verden som primært arbejdsredskab. Til udstillingen har hun indsamlet materiale, blandt andet fra Falster, og iscenesætter det i otte bordløbere – én til hver af sine KUP-medsøstre, en personlig og individuel hyldest til dem og deres oeuvre.
Christina Hamre kredser om liv, død og transformation i et sanseligt og rituelt univers. Til udstillingen viser hun Fragile Fluidity: Sculpture Fraîche et Douce – en leg med forfald og flydende former skabt af tekstiler, knogler, ler og brugte husholdningsflasker.
Stine Lundberg Hansen bringer sproget og det poetiske med til bordet. Igennem snart ti år har hun beskæftiget sig med kolonialisme, marginalisering og modstandsformer, og for hende befinder poesien sig dér, hvor ordene bliver til billeder, til sanser og til udveksling – for enden af sproget.
Udover udstillingen selv inviterer KUP til middagsarrangementet TIL BORDS torsdag den 9. oktober kl. 18-21. Her serveres mad, drikkevarer kan tilkøbes, og kunstnerne sætter værkerne i spil med indslag direkte ved bordet i udstillingen. Der er plads til 50 gæster – og det er første til mølle. Er der flere end 50 tilmeldte, oprettes automatisk en venteliste. Tilmelding sker på kontakt@kunst-doseringen.dk.