Vesthavnen anlægges i 1931–32
I begyndelsen af 1930'erne fik Stubbekøbing Havn — den gamle købstadshavn ved Grønsund på Falsters nordøstkyst — et nyt vestligt havneareal: Vesthavnen. Det var dette stykke inddæmmet vand og kajkant, anlagt i 1931-32, der siden skulle bære den fiskefabrik, som i dag er kendt under adressen Dosseringen 6. Havneudvidelsen var ikke blot et anlægsteknisk projekt; den tegnede omridsene af en ny fase i byens erhvervsliv og lagde grunden til årtiers fiskeindustri ved Vesthavnen.
Kilderne tier om entreprise, økonomi og indvielse — men de er enige om det væsentlige: Stubbekøbing fik et nyt havneområde mod vest i begyndelsen af 1930'erne. Dog er de ikke helt enige om, hvordan det skal forstås.
Hvad udbygningen præcist bestod i, kan kilderne ikke berette detaljeret om — entreprenør, anlægssum og en eventuel indvielsesceremoni er ikke dokumenteret i de tilgængelige online-kilder. Hvad kilderne til gengæld er enige om, er selve tidsangivelsen og det geografiske faktum: der kom et nyt havneområde vest for den eksisterende havn i de år.
Der er dog en nuanceforskel i kildematerialet. Trap Danmark — det store topografiske standardværk om danske lokaliteter — formulerer det som, at 'havnen 1931-32 blev udbygget med en vestlig del', altså en tilføjelse til en allerede eksisterende havn. Danmarkshistorien.dk (Aarhus Universitet) og Dansk Wikipedia skriver derimod, at 'en ny havn blev anlagt i 1931'. Disse to fremstillinger er ikke nødvendigvis modstridende — en vestlig udvidelse kan have fremstået som en egentlig ny havn — men de er ikke identiske, og Trap Danmarks formulering vurderes som den mest præcise beskrivelse af anlæggets karakter.
Byen, der tog imod det nye havneareal, var en by i arbejde. Folketællingen 1930 viser, at 838 af Stubbekøbings godt 2.000 indbyggere ernærede sig ved håndværk og industri, mens 134 levede af landbrug, skovbrug og fiskeri. Det var med andre ord en håndværks- og industriby, ikke primært en fiskerby — men fiskesektoren var i vækst, og Vesthavnen var svaret på et behov for tidssvarende kajfaciliteter og baglandsarealer, som den eksisterende havn ikke kunne tilbyde.
Byen bag havneudvidelsen
At netop Stubbekøbing i disse år investerede i havnekapacitet, giver mening set i lyset af den infrastruktur og det erhvervsliv, der allerede omgav byen.
Siden 1800-tallet havde Stubbekøbing huset en varieret industri: jernstøberi, gasmålerfabrik, skibsbyggeri, brænderi og bryggeri, for at nævne de mest markante. Den industrielle tradition var altså fast forankret i byens identitet. I 1900-tallets første årtier kom fiskeindustrien til som en ny og voksende sektor — en sektor der stillede særlige krav til kajforhold, lossekapacitet og nærhed til isforsyning og forarbejdningsfaciliteter.
Til det billede hørte også jernbanen: Banen til Nykøbing Falster åbnede i 1911 med station i umiddelbar nærhed af havnen, og den forbandt Stubbekøbing med det større jernbanenet og dermed med afsætningsmarkeder langt fra Grønsund. Råvarer og forarbejdede produkter kunne nu transporteres effektivt ud af og ind i byen. En moderne industrihavn var det naturlige næste led i den kæde.
I 1940 — godt et årti efter Vesthavnens anlæggelse — blev der etableret færgeforbindelse fra havnen til Bogø, som et yderligere eksempel på den løbende infrastrukturudbygning der prægede disse årtier og cementerede Stubbekøbings rolle som et trafikalt knudepunkt i den sydsjællandske og falsterske øverden.
Vesthavnen fra 1931-32 var ikke et mål i sig selv, men et fundament. Kajen og det bagvedliggende havneareal skabte de fysiske betingelser for tung industriel udnyttelse — og kun godt et årti efter anlæggelsen, i 1945, blev fabriksbygningen på Dosseringen 6 opført. Fiskefabrikken behøvede præcis det, Vesthavnen tilbød: adgang fra vandet, plads til forarbejdning og logistik, og afstand fra bykernen.
I dag er Vesthavnens industrikaptiel ved at vende. Guldborgsund Kommune betegner området som 'den tidligere industrihavn', og med Lokalplan 239 — Stubbekøbing Vesthavn — endeligt vedtaget af byrådet den 9. oktober 2025, er der nu lagt en ny planmæssig ramme: havnens bygninger skal kunne genanvendes til lette erhverv samt kulturelle og offentlige formål. Det areal, der i 1931-32 blev vundet til industri, rummer nu rammer for et nyt kapitel.